100% gennemsigtighed: Vi er finansieret gennem reklame-links. Når du køber et produkt ved hjælp af links her på siden, er du med til at støtte vores arbejde. Læs, hvordan det fungerer lige HER.

 

La Pavoni Europiccola: Alt du bør vide!

La Pavoni Europiccola laver kaffe med god stil og håret tilbage. Vi analyserer en af italiensk kaffes helt store klassikere.

La Pavoni er et navn, der bør indgyde en vis form for ærefrygt blandt espresso-elskere. Det er nemlig espressoens godfather, vi taler om.

Grundlægger Desiderio Pavoni var ikke den aller-allerførste til at lave en espresso-maskine. Men tæt på.

I 1905 købte han det patent, som Luigi Bezerra havde taget fire år tidligere, og industrialiserede produktionen af espressomaskiner. I starten blev der dog kun lavet én om dagen. Produktionen i dag er ikke meget større.

I mange år leverede Pavoni udstyr til caféer, men i 60’erne og 70’erne begyndte man at producere maskiner til privat brug. Europiccolaen var den første model, og den blev næsten med det samme en klassiker. 

Udover det smukke og metal-præget design, er der én ting, der særligt kendetegner La Pavonis maskiner, og det er pumpen – det karakteristiske håndtag.

Det adskiller den fra mange andre af de dyrere espressomaskiner i dag, der bruger en motordrevet pumpe, hvor brugeren bare behøver at trykke på en knap for at få kaffe. 

La Pavoni kræver flid og barista-sved

Pumpehåndtaget er både en fordel og ulempe, når det kommer til brygning. For den trænede hjemme-barista er det muligt at styre mange flere processer i brygningen. Det er for eksempel muligt at lave en pre-infusion – altså først at væde kaffen – for derefter at trække shottet.

Apropos dét med 'at trække shottet'... Så stammer det også fra gamle dage, hvor man  brugte et pumpehåndtag.

La Pavoni Europiccola er altså en maskine, der kræver noget af brugeren. Vi kan kalde det antitesen til Nespressoen, og man må forvente, at der er en læringskurve.

I modsætningen til mange nyere maskiner, så er konstruktionen utroligt simpel. Der er ikke små plastikdimser eller komplicerede kredsløb. Det er old school og mekanisk. Som med så mange andre ting, gælder det også her, at det gør maskinen mere robust. Der er ganske enkelt færre ting, som kan gå i stykker.

LÆS OGSÅ: Test af Rancilio Silvia

Men La Pavoni Europiccola har også sine bagsider. For eksempel er det svært at styre temperaturen på maskinen – særligt hvis man skal lave flere shots ad gangen. I modsætning til pro-modellen er der heller ikke særlig stor volumen. Lad være med at forvente mere end 4 gode shots for hver gang du bruger din La Pavoni.

Tamperen der følger med maskinen er også noget letvægtsplastikbras (mærkeligt sted at spare, når resten af maskinen er af solidt metal). Samtidig har La Pavoni et portafilter på blot 51,5 mm i modsætning til den noget mere udbredte 58 mm. Det gør det lidt sværere at shoppe ny tamper.

Anmeldelser af La Pavoni 

3,9 ud af 5 på Amazon (USA)

4,1 ud af 5 på Amazon (UK)

8,2 ud af 10 på Coffegeek (professional-modellen)

4 ud af 5 på wholelattelove.com

Dom: La Pavoni Europiccola

La Pavoni oser af old school espresso-nostalgi. Vi har slet ikke været forbi designet i denne anmeldelse, men vi går ud fra, at du allerede synes, at det er en smuk, smuk maskine, siden du har læst så langt.

Et ekstra plus er, at La Pavoni Europiccola også er med i bond-filmen ‘Live and Let Die’ fra 1973. Maskinen får simpelthen topkarakter på hipsterfronten.


Dine shots har kæmpepotentiale med La Pavoni, men du må også arbejde for det. Det er en maskine, som kræver noget af brugeren, og der er en indlæringskurve. Er du mere til en maskine, der gør en stor del af arbejdet? Så kan det være, at en fuldautomatisk espressomaskine er noget for dig. 

Når alt det er sagt, så er Hipsterkaffes vurdering, at der er tale om en kaffeklassiker, som kan tjene dig i en livstid. Vi giver vores varmeste anbefalinger. 

2 kommentarer til “La Pavoni Europiccola: Alt du bør vide!”

Skriv en kommentar

0 Shares
Share
Tweet
Share