100% gennemsigtighed: Vi er finansieret gennem reklame-links. Når du køber et produkt ved hjælp af links her på siden, er du med til at støtte vores arbejde. Læs, hvordan det fungerer lige HER.

 

Reportage: Hipsterkaffe indtager Kina

Hipsterkaffe har været en tur i Kina for at tage pulsen på landets kaffe. Yunnan-provinsen er på kort tid gået fra at være storleverandør af bønner til instant kaffe til at satse på specialkaffe. Læs her, hvordan transformationen er gået.

Vi kender alle solide kaffenationer som Brasilien, Colombia og Etiopien. Derfor gibbede det i mig, da jeg for et halvt år siden så Kina nævnt i samme sammenhæng. Kinesisk kaffe er ikke noget man hører om hver dag.

Te, ja… Kaffe, nix!

Men Kina producerer faktisk lige så meget kaffe som en mellemstor latinamerikansk bananrepublik, og har gjort det lige siden starten af 90’erne, hvor Nestlé rykkede ind i den sydlige og solskinsrige Yunnan-provins.

Jeg har altid haft lyst til at besøge Kina og tænkte, at en kaffetur til Yunnan ville være en god måde at forene business og pleasure.

Nogle taler om kulturchok, og det er den eneste måde, jeg kan beskrive mine første dage i landet. Der er næsten ingen vestlig indflydelse, folk taler ikke engelsk og oven i købet er mange amerikanske internet-ting bandlyst. Så held og lykke med at bruge Google, Facebook og den slags, før du har fået en toptunet VPN.

Suspekt arv fra Nestlé

Men nu er det her jo ikke en rejseblog, men derimod en bundseriøs kaffeblog vi driver, så lad os komme i gang med det vigtige.

Kaffedyrkning i Kina er som nævnt langt hen ad vejen et projekt, som Nestlé har stået for. Det schweiziske firma har brugt (og bruger stadig) kaffen til instantkaffe. Det betyder, at firmaet aldrig har prioriteret kvalitet. Det er sorten catimor, man dyrker. Den er en blanding af caturra og timor. Sidstnævnte er halvt robusta, og det betyder, at catimor på trods af sin status som arabica ikke er helt fuldblods.

I daglig brug betyder det, at man risikerer en kop, som er mindre fyldig og nuanceret i forhold til varianter, der er 100 procent arabica. Catimor har dog den fordel, at den er mere modstandsdygtig over for bladrust og andre sygdomme end de fleste andre varianter.

14233034_1761245047426101_1942946205254068794_n-1
Bønnerne er modne til oktober-november.

Nestlé har gjort en del ud af at undervise farmerne. Men de har ikke lært dem at lave lækker kaffe. De har lært dem at producere meget kaffe. Så der er for eksempel ikke plantet skyggetræer. På den måde får man større afkast, men mindre smag. I modsætning til hvad man kunne tro, har Nestlé dog ikke ageret som et ondskabsfuldt multinationalt selskab. Nok nærmere bare som man kan forvente af en relativt profitorienteret virksomhed, der skal have forsynet hele verden med pulverkaffe.

De seneste år har auktionspriserne på kaffen dog været så lave, at en del bønder i Yunnan har set skriften på væggen. Drop kaffe til fordel for mere profitable afgrøder, eller lav bedre kaffe til gourmet-markedet.

På tur med Torch

Jeg havde fået lov at tage med kaffefirmaet Torch Coffee Roasters med ud til en af deres samarbejdsfarme tæt på Pu’er City. Byen er særligt kendt for at være stedet, hvor den såkaldte Pu’ehr te bliver dyrket. Men det er altså også Kinas kaffehovedstad.

Bønderne på bjerget var helt klart i en tidlig fase af deres kaffekarriere. Tidligere har de solgt kaffebær, altså de uforarbejdede bær, videre til mellemmænd for priser helt ned et par kroner kiloet. Det er klart, at man ikke går så meget op i kvalitet, når man får den slags betaling. I samarbejde med Torch og en lokal præst, som har arbejdet i kaffeindustrien, har man søsat et kooperativ, der skal sikre øget kvalitet og indtjening.

14233264_1761245150759424_2821606047744266178_n-1
Kaffebær bliver her tørret. Afgrøderne i horisonten er te-buske.

Planen er at de to skal gå hånd i hånd. Hvis bønderne kan levere kaffe til specialkaffe-industrien er det lige pludselig en helt anden indtjening. Det er på en måde fascinerende, at sådan helt basal markedsøkonomi og kaffekvalitet hænger så nøje sammen. Når kaffe bare er en commodity – det vil sige et dagligvareprodukt, så bliver betalingen derefter. Men er kaffen en luksus, så kan der tjenes mange flere penge.

Catimor er ikke sød

Det er blandt andet det arbejde, Torch hjælper med. Ifølge Clay Draper, der er kaffetræner og specialist i grønne bønner, er det vigtigt, at farmerne bliver bedre til deres arbejde.

“Catimor har ikke et ligeså højt sukkerindhold som mange andre varianter. Catimor har højst omkring 20 brix, mens typica har 25 og andre varianter går helt op til 30. Så det er vigtigt, at farmerne kun plukker de helt modne bær med allermest sukker,” forklarede Clay, mens vi stod på en bjergskråning og inspicerede træerne.

Sammenlignet med andre kaffeplantager, jeg har været på, var det et relativt primitivt syn i Pu’er. Først nu var de i gang med at bygge drying beds og en wetmill. Men planen er altså, når det er færdigt, at farmerne på bjerget selv skal være i stand til at forarbejde kaffen.

Jeg snakkede med CEO for Torch, og en af kinesisk kaffes grand old men, Samuel Gurel om projektet med at løfte kvaliteten. Samuel er en ekstremt vidende og passioneret mand. Han forklarede, at Torch sidste år stod i spidsen for et andet forsøg i samarbejde med en kinesisk farmer. Her udførte man 40 forskellige projekter og afprøvede 10 forskellige måder at processere kaffen på, før man fandt den perfekte løsning. En natural/dry processed kaffe som scorede 86 i diverse cuppings.

LÆS OGSÅ: Her er forskellen på vasket og tørret kaffe

“Det er uhørt højt for en asiatisk kaffe,” noterede Samuel. “Det er normalt nok, at kaffe i denne region scorer omkring 80-82, men 86 er i en helt anden kategori. Vi havde kaffen med til konferencer, og folk var chokerede over, at en kaffe fra Kina kunne smage sådan.”

Noter af sort te og brun sukker

Selvom der altså skulle findes højt scorende kaffe i Kina, så var det ikke den, jeg fik serveret rundt omkring. For det første er der ikke så forfærdeligt mange caféer i landet, og når det kommer til third wave-kaffe og ikke bare mere eller mindre kønsløse Starbucks-steder, så er der endnu færre. For det andet så har mange af de bedre caféer slet ikke lokale bønner på menuen.

Folkene fra Torch fortalte, at kaffe fra Brasilien ofte kan være lige så billig som den lokalt producerede kaffe. Og kvaliteten er tilsyneladende stadig noget højere. Derudover har kineserne en fascination af alt udenlandsk.

14355177_1761246940759245_1544682752388895224_n-1
Baristaen Benjamin fra Guang Zong brygger med stil. Her laver han en Geisha og en lokal Yunnan-bønne simultant.

I Kunming, en by på omkring 4-5 millioner indbyggere og Yunnans hovedstad, lykkedes det mig dog at finde et par caféer med solid kaffe-know how samt bønner fra baglandet.

Guang Zong er den mest tjekkede café, jeg er stødt på i Kina. Der hang smagshjul fra SCAA og barista-diplomer på væggene, og man havde både Kalita, Hario og sågar Kono-bryggeren til at stå fremme i slow-baren.

Deres vaskede catimor fra Pu’er var ok. Baristaen forklarede, at den havde noter af sort te og brun sukker, noget som åbenbart er karakteristisk for de lokale kaffer. Ærligt talt syntes jeg, at den var en smule én-dimensionel. Det havde måske noget at gøre med, at jeg samtidig havde bestilt en Panama-geisha af uhørt høj kvalitet (smagte hen i retningen af denne Etiopier). Unfair sammenligning. Det tilstår jeg gerne.

Baristaen sov over sig

Det næste sted jeg fik lokal kaffe var et snedigt lille sted, i en nedlagt kirke, der nu var omdannet til gentrificeret hipster-hangout. Jeg ankom klokken 12, men caféen var stadig ikke rigtig åbnet for baristaen lå vist stadig derhjemme og sov, informerede frisørerne fra salonen oven på mig om. Flinke, som de var, bryggede de mig dog en syphon – en noget tyndbenet én – i ventetiden.

Inden længe kom baristaen. Et sympatisk pigebarn ved navn Roxie. Hun havde været barista hos Starbucks i tre år, inden hun startede dette sted.

14237493_1761247620759177_712770741735539298_n-1
Noget af Roxies familie dyrker kaffe i Yunnan. Det er deres bønner hun brygger her.

Jeg fik en lokal bønne, der på ægte japansk manér var brygget i et håndholdt stof-filter. Den smagte godt, men en hel del som den, jeg havde fået hos Guang Zong. Det vil sige, ikke meget syrlighed, sødme eller spræl. Bare en god kaffe, bestemt drikbar, men uden at skille sig ud fra mængden.

Alligevel var det dog en god oplevelse at besøge caféen og høre om den unge ejerkvindes ambitioner. Hun var helt klar over, at kinesisk kaffe er i et meget tidligt stadie. Angiveligt drikker den gennemsnitlige kineser tre kopper om året. Der er altså stadig en hel del plads til ‘at vækste’. Og når det sker, kommer det til at have stor betydning for resten af kaffeverden. Og måske allermest verdensmarkedspriserne.

Honey processed sidder lige i skabet

Jeg havde altså fået en hel del god kaffe på min tur til Kina, men det meste af den var ikke fra Kina. Den indonesiske bønne fra Kerinci, som jeg havde købt hos Torch i Pu’er, var noget af det lækreste jeg havde smagt i løbet af året, og geisha’en fra Guang Zong, står stadig klart på inderskærmen.

Men da jeg var forbi Torch fik jeg også lejlighed til at investere i nogle lokale grønne bønner. Blandt andet en lille pose honey processed catimor. Efter jeg er kommet hjem, har jeg fået lejlighed til at riste dem. Og jeg må løfte på hatten og sige, det er sgu godt skuldret.

Dén kaffe kan uden at anstrenge sig lege med på internationalt topniveau. Den er sød, som honey som regel er, men uden at være for meget. Flotte noter af først jordbær, dernæst subtil lime. Det hele er pakket ind i mørk chokolade, og en behagelig koffein-bitterhed, jeg forbinder med pacamara-sorten, giver en fornemmelse af potens og virilitet.

LÆS MERE: Her er de bedste kaffemaskiner 

God kinesisk kaffe findes, man skal bare gå på jagt efter den. Det store spørgsmål er, hvornår verdensmarkedet rigtig kommer til at stifte bekendtskab med den? Det er sværere at spå om. Ingen tvivl om, at Yunnan-provinsen har kapacitet til at producere uhyggeligt meget kaffe. Men ifølge mine kilder, så er det hjemlige marked også i stand til at aftage det meste af produktionen.

Samuel Gurel har tidligere drevet en kaffefarm i Guatemala og ifølge ham, er det næppe muligt at dyrke mere kaffe i Latinamerika og Afrika end i dag. Han mener, at lande som Kina, Myanmar, Laos og Thailand er fremtiden, når det kommer til kaffeproduktion. Der er både jord og arbejdskraft nok. Så hvem ved, engang når verdensmarkedet begynder at blive presset, så kan det være, at du kommer til at se den kinesiske kaffe på vores breddegrader. Men indtil da, bliver du nok nødt til at tage et smut til Kunming. Eller drikke noget instant-kaffe fra Nestlé. Den er fyldt med det.

Se flere billeder og læs mere om turen til Kina på Facebook.

Skriv en kommentar

8 Shares
Share8
Tweet
Share